Om godis grønt

Gode grøntsager, sund jord og levende fællesskab

Et visionært gartneri

Godis Grønt er en lille alsidig økologisk grønsagsproduktion ved Lejre Station. Vi dyrker mere end 60 forskellige afgrøder og afsætter til lokale familier, en efterskole og få udvalgte restauranter. I vores store drivhus, ved siden af tomater og med udsigt til Lejres smukke landskab, har vi plads til events. 

 

Hos Godis Grønt dyrker vi nærende og smagfulde grøntsager, imens vi passer på jord og biodiversitet, og bidrager til fællesskab lokalt. Vi bruger økologiske og regenerative dyrkningsmetoder – og arbejder for kortest mulig vej fra sund jord til køkkenbord.

 

Godis Grønt er startet af Christina Viuff Sand og Fredrik Sahlin, der begge er uddannet på Kalø Økologisk Landbrugsskole og med rige erfaringer fra flere af landets dygtige økologiske gårde. Godis Grønt drives i dag af en håndfuld unge idealister.

Team Godis: Anne, Fredrik, Marie, Maria, Katrine og Christina

Økologiske grøntsager

dyrket med kærlighed

Vi dyrker grøntsager nænsomt og med fokus på at opbygge liv i jorden. Vi synes at grøntsager skal være friske og sprøde – og at de skal mærkes og smages. Vi ønsker at bidrage til flere lokale fællesskaber med fokus på bæredygtig dyrkning og god mad. Vi tror på, at frisk mad, dyrket lokalt og delt i skønne omgivelser, gør alting lidt bedre. 

Vi elsker at få besøg i marken, og dele ud af vores vision for, hvordan vi passer godt på jorden, så vi også kan dyrke god mad til fremtidige generationer. Vi tror på at forandring er mulig – og vi vil gøre vores for at flere kan være med i vores voksende grønne oase.

Samarbejdspartnere

Vores naboer

Godis Grønt holder til på Vibevadgaard hos Vibe Økologi, hvis passion er aronia.  På gården er også Plant et Frø, der laver skolehaver, nærværstræning og naturdannelse for børn, samt Vilde Urter, der har fokus på vilde planter til restauranter.