Medlemshåndbog

Velkommen til vores Godis Grønt

Vi er mægtig glade for at være jeres lokale grøntsagsgartnere. Vi brænder for at dyrke lækkert grønt til folk, vi holder af – JER! Og for at passe på jord og biodiversitet, og skabe fællesskab lokalt. Det er vores håb, at du vil nyde at spise vores grønt og samtidig blive mere forbundet med lokalsamfund og jord her i Lejre.

 

Dette er vores medlemshåndbog

Vi har skabt den som en slags manual for at hjælpe dig med at forstå, hvordan vores KundeBonde-ordning fungerer, hvad Godis Grønt er, og hvilke fælles forpligtelser vi har overfor hinanden. 

Vi håber, at du vil tage dig tid til at læse håndbogen, og forholde dig til retningslinjerne for vores KundeBonde-ordning. På den måde kan du – som medlem – og alle os hos Godis gøre vores bedste for at skabe et godt grøntsagsfællesskab. 

 

Team Godis // Anne, Fredrik, Marie, Maria, Katrine & Christina

Anne, Fredrik, Marie, Maria, Katrine & Christina

Om Godis Grønt & Kundebonde

Vores KundeBonde-ordning er det man kalder Community Supported Agriculture (CSA) – eller fællesskabsbaseret jordbrug. CSA er et smukt partnerskab, hvor medlemmer på forhånd betaler en andel af omkostningerne ved gårdens produktion i en sæson, og til gengæld får en andel af gårdens afgrøder. På den måde kan vi planlægge sæsonen godt, og købe frø og redskaber i starten af året. Det betyder større udvalg og mindre madspild. Og vi undgår samtidig dyre mellemled, og kan bruge kræfterne på at dyrke grøntsager på en måde, hvor vi passer på jord og biodiversitet. Som medlem bliver du samtidig en del af et lokalt fællesskab og får adgang til en økologisk gård. Vi elsker, hvordan denne model muliggør en direkte samtale om grøntsager og dyrkning mellem madspiser og jorddyrker. 

 

Som medlem hos Godis Grønt får du:

  • En andel i gårdens høst
  • Friskhøstet økologisk grønt hver uge i sæson
  • Viden om, hvordan, og hvor din mad er dyrket
  • En god og direkte relation til dem, der dyrker din mad
  • Et lokalt fællesskab, hvor du kan møde gode folk fra dit lokalområde – dele opskrifter og madsamtaler
  • Indsigt i, hvordan du kan spise mere grønt og mere i sæson
  • Mulighed for at investere i en lokal madproduktion, der passer på jord og biodiversitet
  • Adgang til at gå på opdagelse på gården – i have, mark og drivhus 

Tak fordi du, med dit medlemskab, indgår i dette fællesskab med os. Vi er enormt taknemmelig for at være en del af din hverdag og din familie. Vores CSA løber i 29 uger fra midten af maj til slut af november. Som medlem er du ansvarlig for at dukke op på vores afhentningssted, Vibevadgaard i Lejre, for at hente din andel af friskhøstede grøntsager. 

Som medlem godkender du ved indgåelse af medlemskabet at betale hele summen på forhånd. Den kan dog ved behov deles op i to rater. Du siger også god for at dele risici med os grøntsagsbønder på Godis Grønt. Den model er helt særligt for CSA-modellen. 

 

Som medlem får du nemlig en andel af ​​vores høstoverskud, såvel som det potentielle underskud. Grønsagsproduktion (og landbrug i det hele taget) kommer med risici. Vi kan ikke understrege dette nok! Selvom vi har lært, hvordan man undgår eller håndterer de fleste problemer, er det sandsynligt, at naturen HVERT år vil spille os et puds – og vi derfor kan miste en afgrøde på grund af tørke, oversvømmelse, sygdom, insekter, hagl, frost – listen fortsætter! 

 

Det kan betyde, at en specifik afgrøde går tabt, og ikke kan tilbydes. Hvis dette sker, vil vi gøre vores bedste for at kompensere ved at erstatte med noget andet. Men da det ikke altid er muligt, er man som medlem med til at dele risikoen med os. Hvis vi er uheldige kan det betyde, at der simpelthen er færre enheder i en periode. Hvis du eksempelvis har købt 8 enheder – så kan det være en eller flere uger du kun kan vælge 7 enheder, eller, at enhederne er mindre en uge. Eksempelvis færre gulerødder i et bundt, en i stedet for to salater osv. Det kan også være, at vi tilbyder salat med hagl-huller i. Dem ville et supermarked kassere, men for at minimere madspild, kan man som medlem måske acceptere et hullet salatblad.

 

På den anden side – hvis det f.eks er varmt og squashen producerer amok, kan man få flere squash i en enhed. Og siden opstarten af Godis Grønt i 2018 har vi faktisk ikke haft færre enheder, men vi har dog haft enkelte tilfælde af “grimme” grøntsager eller mindre enheder – altid med en forklaring til. Til gengæld har vi flere gange haft uger, hvor man som medlem kunne få mere end forventet!



Hos Godis Grønt ser vi os selv først og fremmest som forvaltere af jorden. Vi dyrker grøntsager nænsomt og med fokus på at opbygge liv i jorden. Vi synes, at grøntsager skal være friske og sprøde – og at de skal mærkes og smages. Vi ønsker at bidrage til fællesskab lokalt med fokus på bæredygtig dyrkning og god mad. Vi tror på, at frisk mad, dyrket lokalt og delt i skønne omgivelser, gør alting lidt bedre. 

 

Vi elsker at få besøg i marken, og dele ud af vores vision for, hvordan vi passer godt på jorden, så vi også kan dyrke god mad til fremtidige generationer. Vi tror på at forandring er mulig – og vi vil gøre vores for at flere kan være med i vores voksende grønne oase.

 

Hvis du har spørgsmål om, hvordan vi dyrker grøntsager, må du endelige kontakte os. Vi er glade for at vise rundt og fortælle om, hvordan vi dyrker din mad.

Vores grøntsager dyrkes i jord, der har været økologisk siden midt 1990’erne, og Godis Grønts produktion er statskontrolleret økologisk. Det betyder blandt andet, at vores grøntsager er dyrket uden brug af syntetiske pesticider, herbicider eller kunstgødning. Vi praktiserer certificerede økologiske dyrkningsmetoder, der passer på livet over og under jorden. Vi prioriterer ​​sædskifte, dækafgrøder, minimal jordbearbejdning og organisk gødning, som fodrer jorden med andet end blot vores grøntsager. Baseret på økologisk standarder, er brugen af ​​GMO’er også strengt forbudt på vores gård. Vi tror på, at sund jord giver sunde planter med større modstandsdygtighed og højere næringsindhold – og altså sunde mennesker. 

 

Vi dyrker grøntsager nænsomt og med fokus på at opbygge liv i jorden. Vi er økologer med mål om et regenerativt jordbrug. Vi vil bidrage til øget biodiversitet, sund jord og et klimaambitiøst landbrug, der kan lagre kulstof i jorden – det er mulig! 

 

Det ligger os stærkt på sinde at bidrage til udviklingen af regenerativt jordbrug i Danmark. Både i form af mere levende jord, øget biodiversitet og lagring af kulstof. Men også som et socialt regenerativt landbrug, der hænger sammen økonomisk og arbejdsmiljømæssigt. Og som bidrager til nærende madkultur og stærke fællesskaber. Derfor arbejder vi på at løfte vores økologiske produktion i en mere regenerativ retning på flere niveauer. Vi eksperimenterer med forskellige tilgange, og det er en vigtig prioritet for os at dele ud af vores erfaringer og viden. Følg med på de sociale medier, og til vores rundvisninger for at vide mere.

 

Helt konkret har vi en todelt produktion: 8.000 m2 gravefri have og 600 m2 drivhus, hvor vi dyrker i små faste bede og uden brug af store maskiner, såvel som 3 hektar mark, hvor vi dyrker grønsager ved brug af traktor. Målet er øget mikroliv og plantesundhed som nævnt – men også minimeret jordbearbejdning og konstant plantedække. Og selvfølgelig højkvalitets grøntsager. 

Godis Grønt er startet af Christina Viuff Sand og Fredrik Sahlin. Begge uddannet på Kalø Økologisk Landbrugsskole og med rige erfaringer fra flere af landets dygtige økologiske gårde.

 

Godis Grønt drives i dag af en håndfuld yngre idealister. Vi har mange forskellige baggrunde og erfaringer, men er samlet om en vision, om et regenerativt jordbrug, højkvalitets grønt, lokal mad og fællesskab. Tilsammen er vi uddannet inden for landbrug, gartneri, biologi, kaospilot, antropologi, sundhed og ernæring, sociologi, ledelse m.v. Vi har erfaringer fra et væld af forskellige steder, brancher og gårde. Hvilket er godt i en ung jordbrugsvirksomhed, hvor der er brug for mangeartede skills.  

 

Vi bor i Lejre, Hvalsø, Gevninge, Holbæk og København. 

 

Vi arbejder tæt sammen – og gør vores bedste for at have et omsorgsfuldt og godt arbejdsmiljø. Vi er en levende arbejdsplads med et team, der brænder for jorden og hinanden.

Vi anbefaler, at du følger os på Facebook og/eller Instagram, da det giver et godt indblik i vores produktion – og hvad der er gang i på gården. Måske vil du også her opdage et hjørne af gården, du ellers ikke havde set – og som du kan tjekke ud næste gang du kigger forbi.

> Facebook      > Instagram



Praktisk om kundebonde

Vores sæson løber fra midt maj til udgangen af november. Du kan se årets udleveringsdatoer på hjemmesiden. I alt 29 uger, som medlem har du dog to ugers fri/ferie, du kan lægge, når du vil.

Hver torsdag mellem klokken 14.30-17 er der udlevering hos Godis Grønt på Vibevadgård, Blæsenborgvej 9, Lejre. Efter formiddagens høst, stiller vi ugens grøntsager op i vores lille ‘medlemsbutik’, hvor du kan komme og vælge lige præcis det, du vil spise den uge. Medbring venligst selv en pose eller kurv. 

 

Der vil altid være mindst en fra Team Godis til stede under udleveringen. Som regel er der også en ‘vært’ – det vil sige et medlem, som har meldt sig til at hjælpe til den torsdag. Kig efter det grønne forklæde – og de jordede gartnerbukser! Udlevering er for os ugens højdepunkt, og vi glæder os ALTID til at se jer og snakke med jer! Ingen spørgsmål er dumme spørgsmål – og helt ærligt, så ELSKER vi at tale om det vi laver. 

 

Når du kommer til udleveringen, vil der være en afkrydsningsliste lige, når du kommer ind af døren. Husk at krydse dit navn af! Vi bruger listen til at vurdere, hvor mange har været forbi – og hvor meget mere vi skal fylde op – og om vi skal nå at høste ekstra af noget! Det er en stor hjælp for os ift. at undgå unødigt spild. 

 

Det er også på denne liste, at du melder ferie. Og her du kan se, hvor mange enheder du har – hvis du ikke lige kan huske det.

Vi forsøger løbende at udvide vores udvalg til at omfatte de fleste enårige afgrøder, der gør det godt i det danske klima. Vi vil gerne have, at vores medlemmer modtager et bredt spektrum af lokal sæsonbestemt mad. Vi planter strategisk til vores KundeBonde-ordning, så du får en afbalanceret og varieret mængde af grøntsager hele sæsonen.

 

I de kolde vintermåneder, før plantesæsonen overhovedet begynder, bruger vi meget tid på at planlægge udvalget af grøntsager for alle 29 uger. Der er dog stor forskel på, hvor hurtigt de forskellige afgrøder vokser, og hvor tidligt de kan plantes ud – og selvom vi er dygtige gartnere, kan vi ikke trylle. Hovedkål og rodfrugter tager tid, og er først klar sidst på sommeren. Tomater kan først plantes ud sidst i april, og takker af i september. Derfor vil udvalget være forskelligt i forår, højsommer og efterår. Vi holder selv meget af, at vores tallerkener afspejler sæsonerne. 

 

De ting, vi vælger, er en blanding af overvejende “populære” grøntsager, men vi forsøger også at inkludere en usædvanlig variant, for at udfordre dig til at prøve nye ting. Vi går meget op i at finde de sorter, der vokser godt på vores jord – og som vi synes er lækre og som smager særligt godt. Derfor vil du ofte opleve afgrøder i vores CSA, der smager af mere eller som ser anderledes ud end i supermarkedet. Smagen er ofte også bedre, når afgrøderne er helt friskhøstede. 

 

Selvom vi dyrker mere end 60 forskellige afgrøder – og i alt over 150 forskellige sorter, er der også enkelte afgrøder vi ikke har. Vi har eksempelvis ikke længere kartofler, da det er for risikabelt med kartoffelskimmel i nærheden af vores lækre tomater.

 

Du må rigtig gerne kommer med ønsker til grøntsager, du ville elske, at vi dyrkede til det kommende år, så vil vi tage det til overvejelse.

 

 

Når man bliver medlem hos os, kan man vælge forskellige mængde enheder – en ‘enhed’ svarer til et bundt gulerødder, en pose spinat, et hvidkål, to salater. Vi bestemmer enhedens størrelse, når vi høster. Det afhænger af grøntsagernes aktuelle størrelse – og hvorvidt høsten er god eller knap så god. Det mindste medlemskab man kan købe, er på fire enheder, og så helt op til 12 enheder. Vi forsøger hver uge at udbyde 10-20 forskellige slags grøntsager, som du så kan vælge frit mellem.

 

I højsommeren, når marken bugner, vil enhederne ofte være lidt større end i ydersæsonen. Men vi prøver også at afstemme, at enhederne ikke bliver så store, at I ender op med alt for mange grøntrester i jeres køleskab, som ikke bliver spist. Vi vil nemlig gerne undgå både den synlige og usynlige madspild.

 

Husk, at alle har ca 25% færre afgrøder i sæsonens første, og sidste fire uger på grund af det køligere vejr – udbuddet er simpelthen lavere her. Vi skal nok gøre det meget tydeligt for dig, hvor mange enheder du har, hvornår. I forbindelse med udlevering, skal I krydse jeres navn af på en seddel, her står jeres aktuelle antal enheder også.

Alle har 2 ugers selvvalgt ferie/fri i løbet af sæsonen.

 

Det kører efter en tillidsbaseret ordning, hvor I selv administrerer, hvornår I holder de to ugers ferie. Vi forventer bare, at I noterer, der hvor I krydser jeres navn af, hvis i holder ferie i en af de næstkommende uger, så vi ved ca. hvor meget vi skal høste ind. 

Hvis du ikke kan nå at hente dine grønsager torsdag mellem 14.30-17, kan du sagtens komme forbi senere i løbet af torsdagen – der vil bare ikke være personale tilstede. Vi lader alle grønsager stå fremme indtil fredag morgen kl. 8.00 i vores dejlige kølige udleveringsrum. Dog vil du muligvis opleve et lidt mindre udbud, hvis du kommer sent om aftenen.

 

For at undgå madspild, høster vi ikke fuldt antal af alle grønsager, men laver et kvalificeret bud på mængden, baseret på popularitet – og på hvad vores medlemmer valgte sidste torsdag – sidste år og året før. Vi ved efterhånden, at næsten alle gerne vil have gulerødder, tomater og spidskål, og at væsentligt færre vil have radicchio, timian og majroer. Nogle gange er vores skøn dog ikke helt korrekt – derfor, hvis du kommer sent, vil der muligvis være ‘udsolgt’ af enkelte ting. Vi håber i bære over med os, og måske bliver udfordret til at prøve noget nyt!

 

Hvis du slet ikke kan nå at hente grønt om torsdagen, kan du altid bede os om at pakke en pose til dig, med de grøntsager du gerne vil have  – eller lade os vælge for dig. Send os en sms, senest torsdag kl 14.30 kassen vil stå i køleskabet i udleveringsrummet med dit navn på, frem til mandag morgen.

Ja! Kan du ikke selv afhente din andel, så send blot en erstatning! De behøver blot at krydse dit navn af under afhentning. Hvis de er i tvivl om noget, kan de blot spørge værten eller en af os.

Tirsdag sender vi dig et nyhedsbrev pr. e-mail med nyt fra gården, såvel som udbuddet af grøntsager for den pågældende uge. Denne liste er normalt 90 % nøjagtig. Der kan forekomme ændringer i sidste øjeblik. Selvom vi kigger godt på afgrøderne, når vi laver ugens høstliste, så kan det ske, at vi først under høsten opdager, at gulerødderne slet ikke var lige så flotte som vi troede, at majroerne er blevet angrebet af orme, eller der pludselig kommer hård nattefrost, der skader salaten.

 

Vi vil helst kunne tilbyde jer de allerflotteste grøntsager, og bliver derfor nogle gange nødt til at lave ændringer, hvis vi ikke kan stå inde for produktet. Til gengæld høster vi også ofte lidt ekstra overraskelser, vi ikke har skrevet ud om.

At fremme god og omsorgsfuldt produceret lokal mad ligger os på hjertet. Og, vi har en masse gode venner og kollegaer, der laver fantastiske produkter og dyrker spændende ting.

 

Når I alligevel er hos os og henter grønt, vil vi gerne give jer mulighed for at købe disse unikke produkter, som du ellers tit ville skulle ud til den enkelte producent for at få fingrene i. Disse EKSTRA produkter vil være tilgængelig som løssalg i udleveringsrummet. De er altså udover de grøntsagsenheder dit medlemsskab giver adgang til. Og skal betales særskilt. Vi skilter tydeligt hvordan.

 

Der har blandt andet været kartofler, æg, aroniasaft, mel, friskbagt brød, tempeh, tørrede ærter, honning, is og kaffe. Vi udvider sortimentet løbende. Vi glæder os altid til at dele gotterne med jer! 

Vores primære kommunikationsform med medlemmer er via e-mail. Vi har et medlemsnyhedsbrev vi udsender ugentligt i sæsonen. Her kan du læse nyt fra gården, samt hvilke grøntsager du kan regne med at kunne vælge en given torsdag.

 

Vi forventer, at du tjekker din e-mail hver uge. Sørg for at “hvidliste” vores e-mails, så vi ikke havner i din spam-mappe. Har du gmail skal du trække en af ​​vores e-mails ind i din primær fane. For andre e-mail-udbydere skal du blot tilføje vores adresse til din adressebog.

OPBEVARING AF GRØNT & opskrifter

Det kræver en indsats at holde dine grøntsager friske. En del af det er vores ansvar. Vi gør vores allerbedste, for at sikre at høste grønsagerne på optimal modenhed og i ideelle vejrforhold, for at de kan holde så længe som muligt. Vi høster eksempelvis bladgrønt tidligt om morgenen før det bliver varmt. Men en del af det er også dit ansvar. 

 

Hvis du vil forlænge levetiden på grøntsagerne, er det nødvendigt, at du sætter dine grøntsager på et køligt sted hurtigst muligt. Det er eksempelvis en rigtig dårlig ide, at efterlade dine grøntsager i en varm bil. Det vil forkort holdbarheden betydeligt. 

 

Grønsager, som har været i kontakt med jord, vil typisk blive skyllet på gården lige efter høst, for at minimere mængden af jord du får med hjem. Vi anbefaler dog, at du selv renser grøntsagerne, men gerne først lige før du skal bruge dem. 

 

FORLÆNG DINE GRØNTSAGERS LEVETID

  • Kom dit grønt på køl eller sæt dem et køligt sted med det samme. Om sommeren, når det er varmt, skal alt helst på køl – i ydersæsonerne kan rodfrugter og kål godt opbevares udenfor i et køligt skur – eller en kartoffelkælder, hvis der er frostfrit!
  • Tag toppen af ​​dine rodfrugter med det samme, når du kommer hjem, det mindsker fordampning og holder rodfrugterne sprøde i længere tid. Du kan også knække eller skære toppen af hos os før du forlader gården. 
  • Ting pakket i plastik kan komme direkte på køl. Noget af vores bladgrønt, fx spinat, mizuna og rucola, pakker vi i plastikposer. Dette er udelukkende for at forlænge holdbarheden hos jer, ved at mindske fordampningen. Poserne kan komme direkte på køl, uden at ompakkes. Vi har som regel skyllet bladene groft, men vi anbefaler, at du selv vasker bladene umiddelbart før brug. Vi prøver hele tiden at balancere brugen af plastik ift. fordelene ved holdbarhed. 
  • Salathoveder og andet løst grønt (fx krydderurter), må helst ikke ligge løst i køleskabet – giv dem gerne en lille spray vand og put dem i en plastikpose eller en lukket beholder, så holder de sig sprøde og lækre. Krydderurter og andre grøntbundter kan sættes i et glas med vand i køleskabslågen. Vask især salaterne grundigt før brug, der kan godt gemme sig jord – eller måske en lille snegl – mellem bladene!
  • Visse grønsager behøver ikke komme på køl, men må heller ikke stå i direkte sol. 
    1. Tomater og græskar (og mange bær!) mister smag, hvis det opbevares for køligt. Disse ting kan du roligt lade ligge ude i dit køkken – det ser også flot ud.
      Squash og majs kan også miste lidt smag hvis de kommer på køl, men forlænger du holdbarheden lidt ved køl, så det er altid en afvejning ift. hvornår du skal bruge det. Skal de bruges den første eller anden dag efter høst kan de godt ligge fremme, ellers på køl.
    2. Tørrede løg og hvidløg behøver heller ikke stå køligt, og kan decideret blive dårlige, hvis de får fugt. Hæng dem gerne i et net eller sæt dem i en kurv et tørt sted. 
  • Er du alligevel kommet til at glemme bladgrønt, bladkål eller gulerødder i solen på vej hjem, så kan du med fordel fylde en skål med koldt vand – og give dem et lille bad før, du kommer dem på køl. Lad dem ligge i det kolde vand en stund, så de kan genvinde deres kræfter
  • Nogle gange sælger vi kartofler fra en anden producent – disse behøver ikke komme på køl, men skal optimalt stå svalt og mørkt. Stuetemperatur kan også gå i nogle dage, men pas på med lyset!

Væn dig til, at forholde dig aktivt til det du spiser. Vi er ikke et supermarked, og vores arbejdsprocesser og produkter er ikke altid 100% strømlinet. Derfor vil der nogle gange være mere jord på din salat, eller der skal pilles lidt flere blade af spidskålen. Vi kan godt finde på at lade ekstra blade blive på afgrøden for at beskytte den.

 

Kig på det, du får med hjem, og vurder om det skal have lidt vand, om det kan stå ude i carporten natten over, eller om det skal spises med det samme. Det er et fælles ansvar at undgå madspild – vi gør vores bedste, og det skal du også.

Lynsyltet gulerod

Skær gulerødder i tern, stave eller tynde strimler. Kog 1 dl. eddike, 1 dl. vand, 1 dl. sukker eller honning, og krydder med lidt hakket chili, ingefær eller havtorn. Put gulerødder på glas og hæld den kogende væske over.

 

Rabarbersaft

Skær et kilo rabarber i store stykker. Kog med en liter vand, indtil de er kogt ud. Si saften fra gennem en sigte eller et klæde. Kog saften op igen med 350 g. sukker. Du kan eventuelt koge lidt vanilje eller stjerneanis med. Hæld på flaske. Nyd koldt fortyndet med vand eller danskvand. Eller frys ned – og få en smag af sommer midt om vinteren.

 

Varm salat med kål & græskar

Skær et græskar i store tern, vend med olie, salt og peber. Bag i ovnen 25 min. ved 200 grader. Skær grønkål eller rød russisk kål i strimler. Massér let med lidt salt eller steg let på en pande. Rist nødder eller kerner. Put kålen på et fad, græskarstykker og ristede nødder på toppen. Hæld en sjat olie, citronsaft og et drys peber over.

 

Lynstegt pak choy

Skær pak choy i strimler. Steg kortvarigt på panden ved høj varme. Tilsæt soja og sesamkerner.

 

Kålchips

Riv grønkål, palmekål eller rød russisk kål i store stykker. Vend med olivenolie, salt og peber. Bag ved 130 grader indtil de er spøde. Kig til dem efter 20 min.

 

Langtidsbagte rødbeder

Vask rødbeder – eller gule og røde beder. Bag i ovnen ved 160 grader i 2-3 timer. Skyl i koldt vand og pil skindet af. Spis med olie, salt, peber, revet citronskal og hakkede nødder – og måske lidt gedeost eller feta.

 

Grøn urtesalat

Hos Godis elsker vi at lave salat med det grønt, der er til rådighed netop nu. Vi laver alle mulige kombinationer af rød russisk kål, grønkål, dill, mizuna, estragon, persille, spidskål, ruccola, hjertesalat, hvidkål, raddichio, fennikel, glaskål, squash, mikrogrønt, ærteskud og spiselige blomster. Nogen gange laver vi den grov andre gangefinthakket.Vi blander gerne med quinoa eller bygkerner. Et drys nødder eller kerner på toppen – og så hælder vi en sjat god olivenolie og lidt eddike over.Prøv at eksperimentere dig frem. Og husk urterne, der giver smag.

 

Squash-relish

10 dl. revet squash, 4 hakkede løg, 2 spsk. salt, 2 dl. sukker, 2 dl. æbleeddike, peber og gurkemeje, samt efter smag chili, karry, kardemomme eller andet. // Bland revet squash med løg og salt. Stil på køl natten over. Dagen efter skylles og drænes squash-blandingen i en sigte. Tilsæt resten af ingredienserne, og lad det koge 20-40 min. indtil det meste væske er væk. Skyl sylteglas i kogende vand – og fyld varm relish på glas. Kan holde længe, hvis glassene er godt skyllet i kogende vand. Dejligt at spise til en varmt vinterret eller blot som tilbehør. 

 

Enjoy!!

Arrangementer & BESØG PÅ GÅRDEN

Frivilligt arbejde er ikke påkrævet som en del af dit medlemskab. Men vi siger aldrig nej til et par hjælpende hænder, og chancen for at lære vores medlemmer bedre at kende! Skriv en mail, hvis du gerne vil komme og hjælpe til. Vi vil gerne vide besked et par dage før, så vi kan finde nogle passende arbejdsopgaver, så alle får en god oplevelse.

 

Vi kan også finde på at invitere til en arbejdsdag, som er lystbetonet – eller bede om hjælp til at dele hvidløgene før de skal i jorden. Men deltagelse er altid helt frivilligt.

Du kan melde dig som vært til en af vores torsdagsudleveringer. Her møder man ind 14/14.30, og hjælper med at sætte grønsagerne op på hylderne, fylde op løbende, og svare på spørgsmål fra de andre medlemmer. Det er en super hyggelig måde at lære os fra Godis bedre at kende – og ikke mindst lære mere om grøntsagerne og de andre medlemmer. Ved siden af afkrydsningslisten, vil der være en seddel, hvor man kan skrive sig op til at være vært.

I vores store drivhus ved siden af tomaterne finder du vores eventrum med udsigt over Lejres smukke landskab, og vores grøntsagsmarker. Rummet er indbydende og der er plads til alt fra runde fødselsdag og bryllup, over gastronomisk teambulding og firmaevents, til pizzaaften og workshops. Det kan være dit team, din afdeling, firma eller organisation er interesseret. Eller du vil leje det privat med eller uden forplejning.  

 

Læs mere om mulighederne på hjemmesiden.

I løbet af sæsonen laver vi et par åbne arrangementer. Det kan være en pizzaaften, en rundvisning eller en pop-up restaurant. Hold øje med nyhedsbrevet for at høre mere!

Du er altid velkommen til at kigge nærmere på vores produktion. Så gå gerne en tur forbi drivhuset, haven,  eller marken. Brug stierne og husk at passe godt på afgrøderne. Vær opmærksom på, at der kan ligge redskaber fremme, hvis vi er i gang med arbejdet. Er der noget du er særligt interesseret i, så find en af os og spørg. Vi er vældig glade for at tale om det vi laver.



Hvis du kommer i bil til gården, beder vi dig parkere på græsstykket overfor Blæsenborgvej 9. Kør venligst ikke ind af indkørsel til gården, da der tit går mange mennesker og børn her i forbindelse med udlevering. Cykler må gerne køre helt op til gården, men tag hensyn til hinanden. Vi har både skolebørn og traktorer på stien, så hold godt øje.

Landbrugsudstyr: Undlad venligst at klatre på, betjene eller flytte på noget af vores udstyr. Hvis dit barn synes vores traktor er helt vildt spændende, så tag fat i en af os, så vil vi hjertens gerne vise den frem.

At besøge Godis Grønt er en dejlig oplevelse for hele familien. Vi brænder for, at alle børn kan se, hvordan deres mad dyrkes. Og vi oplever ofte, at børn prøver nye grøntsager hos os. 

 

Vi forsøger at gøre Godis Grønt, så familievenligt som muligt. Men vi er dog en grøntsagsproduktion – og vi har derfor landbrugsmaskiner og redskaber tæt på. I pakkeriet ved siden af udleveringsrummet, har vi en masse værktøj liggende, deriblandt skarpe høstknive. Vær derfor opmærksom på, hvor dine børn er, og hvad de piller ved. Hvis du har større børn, kan det være en god ide, at tale med dem om dette.  

 

Når tiden tillader det, vil vi nyde at tage børnene med på rundvisninger på gården – mind dine børn om, at du eller et andet medlem altid skal være hos dem, når de forlader udleveringsområdet.

Vi elsker hunde, og du er velkommen til at tage dem med, når du henter grønt. Af hensyn til andre medlemmer og de søde hunde, der bor på gården, beder vi dig om at holde hunden i snor, og have respekt for, at andre måske ikke er lige så begejstret for hunde. 

Det med småt

Som bønder forpligter vi os til at stå op hver dag og dyrke de bedste grøntsager vi kan. På samme måde forpligter du dig til at afhente dem i hele sæsonen. Det er derfor ikke mulig at afmelde midt i en sæson – kun at overflytte til en anden. Hvis du flytter fra Lejre eller af anden grund har brug for at overflytte dit medlemskab til en anden, så kontakt os. Måske er en på ventelisten interesseret. Men vi kan ikke garantere det. 

 

Alle medlemskaber udløber automatisk i slutningen af sæsonen, du skal altså ikke gøre noget aktivt for at melde dig fra ordningen, men huske aktivt at melde dig til næste år. Mere om det i slutningen af sæsonen.

 

Jf. reglerne om forbrugernes fortrydelsesret ved køb på nettet, er der selvfølgelig 14 dages fuld returret på medlemskaber købt på vores hjemmeside. Den 14 dags periode starter den dag, hvor ordren er betalt. Du godkendte vilkår og betingelser for køb i webshoppen, da du købte et medlemskab. 

Ja. Du skal blot kontakte os via e-mail og fortælle, hvem der skal overtage dit medlemskab. Måske det nye medlem kan tilbagebetale dig for den resterende del af sæsonen.

Hvis du er en enkelt person, der ikke kan spise alle grøntsagerne selv, kan du dele din andel med en anden. Hvis du deler et medlemskab, vil vi gerne vide, hvem du deler med, så de også får en ugentlig mail. Du er ansvarlig for, hvordan andelen bliver fordelt, og vi foretrækker én betaling for begge parter. Vi foretrækker, at højst 2 personer/familier deler en andel.

 

Vi har heldigvis medlemskaber i forskellige størrelser, så langt de fleste vil kunne finde en mængde grønt, der passer dem.

Vi videregiver ikke dine personlige oplysninger til andre. De er kun registreret i vores kundekartotek. Du kan til enhver tid få slettet dine oplysninger.

Godis Grønt forbeholder sig retten til at ændre dele af vores KundeBonde-ordning og denne medlemshåndbog fra tid til anden. Vi kontakter jer på forhånd, om eventuelle ændringer, skulle det blive nødvendigt. 



Samarbejdspartnere

Godis Grønt holder til på Vibevadgaard hos Henrik Byriel, hvis passion er aronia og skolehaver.  Henrik driver Vibe Økologi, der både producerer aroniasaft og -pulver, og forsker i den gavnlige virkning af aronia. 

På gården er også Plant et Frø, der laver undervisningsforløb for skolebørn. En kombination af skolehaver, laboratorie og undervisning i nærvær og naturdannelse. Hos Godis Grønt er vi utroligt glade for at have skolehaver side om side med vores produktion. Plant et Frø er i fuld gang med at etablere et madværksted, der skal danne ramme for skolebørns undervisning i bæredygtige kredsløb og madlavning, samt åbne Vibevadgaard op for spirende fællesskaber i Lejre.

Vilde Urter, der har fokus på vilde planter og specialiserede afgrøder til restauranter, holder også til på gården. 

 

På gården er der også et yogalokale, der bruges til undervisning og retreats. Samt, et kontorfællesskab for alle de grønne virksomheder på gården og lokale iværksættere.

KundeBonde-ordningen – Godis Grønts CSA – er vores hjerteblod. Men vi afsætter også grønt til udvalgte restauranter og kantiner. Det giver et godt sammenspil med KundeBonde-ordningen, da vi på den måde kan sikre et større udvalg, udvikling af produktionen og mindre spild.

 

Vi har et tæt samarbejde med de lokale restauranter Herthadalen og Svogerslev Kro. Som vi anbefaler varmt. Vi samarbejder også tæt med verdens bedste restaurant, Noma, med et par kantiner i Københavnsområdet – og med et par eventkokke.

 

De forskellige elementer af produktionen komplementere hinanden godt. Både ift. at eksperimentere med nye spændende afgrøder og brede vores risiko ud.